Supervision

i esbjerg

I min praksis tilbyder jeg supervision til psykologer, der endnu ikke har opnået autorisation. Supervisionen tager udgangspunkt i dine behov og ønsker, og sammen tilrettelægger vi et forløb, der støtter dig bedst muligt – både fagligt og personligt.

Jeg har en terapeutisk specialistgodkendt efteruddannelse i ACT (acceptance and Commitment Therapy) hvilket er med til at forme den måde, jeg arbejder med supervision på. Det kan bl.a. betyde, at vi – ud over faglig refleksion – også har øje for dine værdier som psykolog, hvordan du håndterer indre pres og svære følelser, og hvordan du kan skabe et arbejdsliv med mening og retning.

Det er underordnet, om du arbejder som selvstændig, i PPR, psykiatrien eller et helt fjerde sted – alle er velkomne. Jeg har gennem mine tidligere ansættelser superviseret både psykologer og andre faggrupper, og jeg modtager selv løbende supervision for at sikre kvalitet og refleksion i mit eget arbejde, både som terapeut og supervisor.

Hvorfor er supervision vigtigt?

Supervisionen kan tage udgangspunkt i konkrete sager, generelle tematikker fra dit arbejdsliv eller dine refleksioner over rollen som psykolog. Centralt er det også, hvordan du som psykolog – særligt i begyndelsen af din karriere – kan lære at tage vare på dig selv på en bæredygtig og omsorgsfuld måde.

At være psykolog er et meningsfuldt, men også krævende fag. Du stiller dig selv til rådighed som redskab for andre mennesker og deres livssituationer. Det kan til tider føles ensomt, og uden den rette støtte og selvomsorg er der risiko for overbelastning og udbrændthed. I supervisionen har vi derfor ikke kun fokus på det faglige indhold, men også på dig som menneske i rollen som psykolog. Vi arbejder med at styrke din evne til at tage vare på dig selv – med afsæt i dine værdier og med respekt for dine egne grænser. For kun når du passer på dig selv, kan du være til stede for andre på en bæredygtig måde.

individuel spuervision eller i grupper

Supervisionen kan både foregå individuelt og i grupper. Gruppesupervision giver mulighed for at spejle sig i andres erfaringer, udvide sit perspektiv og få øje på, at mange af de tvivlsspørgsmål og udfordringer, man står med, er fælles. Det kan skabe en særlig form for støtte og fagligt fællesskab, som mange oplever som både berigende og aflastende.

I supervisionen skaber vi et trygt rum, hvor du kan få faglig sparring, blive klogere på dine egne reaktioner og styrke din faglige dømmekraft – alt sammen med henblik på at støtte din udvikling som psykolog og menneske.

Udfyld formularen, så vender jeg tilbage

Hvis du ikke kan få fat i mig, er du velkommen til at bruge kontaktformularen herunder, så vender jeg tilbage så hurtigt som muligt.